Siden menneskehedens begyndelse har fortællingen båret vores akkumulerede erfaringer og erindringer med sig, fra generation til generation. Man har haft et ønske og en vilje til at gå i "mesterlære" ved de ældre generationer og derved ikke spilde tiden med at genopfinde det allerede lærte. Sideløbende blev skriften udviklet, senere det trykte medie- og nu har vi computeren og nettet.
På den måde blev hukommelsen delt- først igennem interaktion imellem mennesker,så med "døde objekter". Men bliver vi klogere ? Hukommelsen var en menneskelig kunst og måde man bevarede viden på, som blev overdraget til de næste. Ikke gemt- og glemt. Hjælpemidler som rosenkransen blev brugt i bønnen, men selve bønnen var indlært og husket af den bedende. Og den kommer ikke tilbage ved at en anden rører ved kransen århundreder senere. Idéen bagved måske, men ikke selve bønnen eller tankerne.
Når man så ser programmer i tv , der for eksempel omhandler romernes byggeri og ser hvordan ikke kun beton blev glemt som byggemateriale i et par tusind år, men også præcisionen, kan man godt undres over hvor den viden forsvinder hen. I den sammenhæng taler man om opdagelser og fund, som i tabt og måske genfundet. Noget er nedskrevet- men ikke alt. Og både bøger og memory- enheder forsvinder
Kreativitet er fantastisk, men med et godt bagkatalog, bliver den uovervindelig. Derfor har man studeret gamle mestre- og set verden fra deres skuldre.
Bagkataloget, skal forstås som det, der viser tidligere produktioner enten i erindringen eller direkte som et katalog som vi kender det fra måske en porcelænsfabrik. En håndværker vil kunne se tilbage og kigge på sine tidligere konstruktioner og genanvende eller forny dem efter dagens standard.
En filmmager bruger det foreksempel til at gå tilbage og fange en tidlige stilart, som når Mad Men serien skal have et tidstypisk udtryk. Så bliver der trukket på alle tidens trends, fra biler over tøj til små , ellers usynlige genstande. Men hvordan ville en reklametegner have arbejdet. Der kommer vi ind på virkelige mennesker og deres fortælling. Og så finder vi ud af, at der var andet end hippier i 60erne. De er tidsvidner.
I deres fortælling og ånd ligger en tidskapsel af viden, som bør overdrages til den kommende generation. I Tyskland og de tysktalende lande gør man meget ud af disse Zeitzeugen, især i forhold til anden verdenskrig.
Det er både moralen af det oplevede og erkendelsen, som her er muligt at give videre.
Men vi har jo selv forældre og bedsteforældre, som har arbejdet i marken, men vi kan knapt nok få græsset til at spire. Men så googler vi.....
På museet gemmer vi objekter, især ting fra tidligere tiders dagligdag. Men med fortællingen fra en person bliver den dagligdag levende. Og uanset om man står i New York eller Bredsten, så er det menneskehedens minder man møder på det lokale museum eller folkemindesamling. Folke- minde-samling, ordet siger det hele.
Men hukommelsen og den nyttige erindring er ikke kun gemt på museer, holdt vedlige af faglige ildsjæle. Meget af vores indlæring bliver glemt fordi det kun lige bliver brugt på en prøve, eller på en bestemt tid. Men der har vi kun vores egen vilje og naturlige hukommelse til at kunne vedligeholde den. Om det er tyskfaget i skolen eller guitargrebene fra sommerlejren. Med det at glemme er i nogle sammenhænge fulgt af en følelse af tab. Tabet af muligheder, fordi man ikke kan det som man har kunnet ,men gerne ville lige nu. Noget af det vi vil ind på i denne blog, er netop gennemprøvede strategier til aldrig at skulle slåes ud og starte forfra. Men mere en følelse af, at gense en gammel ven og starte hvor man slap.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar