Kortlægning af hukommelsen

Gamle kort som Hereford Mappa mundi ca  år  1285  (kort over hele den kendte og ukendte verden) skaber orden i kaos og kortlægger alt hvad vi ved og tror om verden.  Her bliver alle blanke områder fyldt ud, med overleveringer og – tro. Længere ned kan i se nogle detaljer, lige fra hovedløse mennesker til kannibaler.

Hereford mappa mundi herover, er malet på kalveskind og ophængt på en væg i Hereford katedralen. Det er ikke det eneste verdenskort, der har været mange før og efter. Men det er det største, der har overlevet. Det er spændende for detaljerigdommen.  Det er spændende for os, pga. hvad der bliver fortalt og vist. Ikke kun en repræsentation af verden, men også viden i alle dets facetter.  I dag ville vi nok mere kalde det et mindmap, men på det tidspunkt havde kartografen (korttegneren) en opgave i, at få så meget med som overhovedet muligt. I modsætning til tidligere tiders kort, som for eksempel arabernes og kinesernes, havde det religiøse meget at sige.

Middelalderkortet viste en rund, flad verden, omgivet af hav.  Alle de steder, hvor man ikke kendte stedet, blev fyldt med væsener og uhyrer(Advarsel: her kan forekomme søslanger). I dag er vi mere nøgterne i forhold til måleenheder og hvad vi vil vise.  Men som en måske logisk selvfølge viser man altid sit eget land i midten af verdenskortet. Lidt morsomt, at se verden fra et andet lands synspunkt. 

Men det skal ikke være en gennemgang af kortets historie, som til gengæld er meget spændende. I stedet skal vi se på, hvad der bliver vist, og hvordan. Belgiens-kortet bliver fortolket som en løve, a la stjernebilleder. På den måde giver man også landet en vis styrke. Og gør det nemmere at huske, hvor dele af landet er(en huskeknage, formet som løven).

En øvelse er nu, at lave et kort over dine omgivelser, fra der hvor du sidder. D.v.s. hele det nærmeste byområde. Lav evt. en liste over veje, og kan du ikke vejnavnet, skal du kalde den, for hvordan du bruger den, eller noget der kendetegner vejen- Annes vej, hvis hun nu bor der osv.

Gør det middelalder stil- nødvendigvis ikke med vand, men alle terræner du ikke kender, skal befolkes med væsner, ikke nødvendigvis slemme(drager, nisser og mere fantasifulde væsner).
 Afstande skal vurderes i forhold til hinanden, hvor langt er parallelle veje fra hinanden etc. . Start med en liste og en skitse. Og digt små historier om de væsner, som gør det nemmere at tegne. Gå byen/ området igennem i tankerne, og vurder om skitsen passer til din indre præsentation.

Inspiration

Inpiration kan udover gamle kort, og så være diverse fantasy kort. Lige fra Tolkiens bøger til de nyere Game of Thrones af G.R.R.Martin .Der  findes meget fantasifulde og kreative mennesker, der ikke laver andet, end at tegne fantasykort udfra bøger og egne forestillinger( en god dansk øvelse, at lave kort udfra eventyr- men her går vi all-inn). Søg  på Dinotopia eller bare Fantasy- map. Se på hvordan træer tegnes, bjerge, kystlinjer m.m.

Kortet må gerne være præcist, men ikke i forhold til Google eller et målebånd, men din opfattelse og erindring.  Samtidigt skal al den viden, som du mener, er nødvendig placeres i tegn, figurer og skrift. Du må gerne gå igennem området fysisk, men alt skal tegnes ud fra hukommelsen, så giv dig god tid.

Når du er klar til den endelige version, så find noget kraftigt papir, gerne indpakningskvalitet eller lignende. Du kan forbehandle det med kaffepletter, brænde det lidt i kanten med lighter, bade det i the eller kaffe og tørre i ovnen, alt sammen for at ” antikvirere” det.

Hvorfor ?

Måden  man husker viden på, er kun i forhold til vores egne billeder og tanker, ikke andres.

Man kobler simpelthen virkeligheden, med ens egen opfattede virkelighed- og hvem ved, hvad der virkeligt er "virkeligt" ?

 Et kort, der laves på den måde bliver meget mere personlig- og samtidigt spændende for andre, selvom de måske ikke forstår alt. Og igen et billede på, at historien/ kortet er autobiografisk, det er ham der skriver/tegner, der får sin sandhed fortalt.

Man oplever samtidigt også en styrkelse af ens forestillingskraft, netop ved at den skal bruges så intensivt.

Så meningen med galskaben er , at ud over den sjove tegne øvelse, at kunne lave personlige noter, som kan gemmes , hænges op o.s.v.  I skolesammenhæng kan man så gå igang med et kort for hvert fag, der ligeså stille udbygges, men hvor timerne/ tiden er vejene på kortet med forgreninger på uge / måned. Og hvert område har hvert sit fantasivæsen ,der hersker. 

Det forsømte forår....igen.......

                        

Nu er det jo snart prøvetid. I år mere koncentreret end man måske har prøvet før. Så derfor går vi direkte til  hukommelses strategierne, de lettest tilgængelige ihvertfald. 

Første råd er: Hav gode og tilgængelige noter. Det er alfa og omega, for at bladre frem og tilbage i en bog er langtfra optimalt. Samtidigt skal stoffet være forstået. Eventuelt snak sammen med andre i samme båd og del jer om notearbejdet, så man laver hver sin del og samler det til et notekompendie. Stadig forudsat at man forstår ,hvad man læser( evt supleret af små forklarende noter ved svært stof). Samtidigt er det faktisk en fordel at skifte øverum under indlæringen, da man på den måde ikke "binder" det indlærte til ét sted, en form for betingning. Så besøg hinanden- og gør jer bekendt med eksamenslokalet.

Da dette er et speciale, kommer der også lige referencer til kilder og videre læsning løbende.

Den første er K. Anders Ericsson, en svensk forsker, der blandt andet er ophavsmand til  "ekspert-reglen" eller " De 10.000 timer". Kort fortalt handler hans arbejde omkring eksperter om, at dem der øver sig mest, med det som de finder sværest, kommer længst. De 10.000 timer refererer til, hvad der skal til for at blive en solo- musiker i front af et orkester, som modsat måske havde 8.000 tilsvarende timer. Altså dygtige mennesker, men med et timeantal øvelse til forskel.Samtidigt var der tale om unge musikere, som nåede det niveau først i tyverne.  Hans forslag til forskellen på en ekspert og andre, var bevidstheden om træningen, den bevidste øvelse. Man tager  fat i det sværeste og øver det igen og igen.Modellen er den samme om det er sport, musik eller andet. Lyder logisk, men man har en tendens til at ville øve det, der er lettest. Succes er en hårdt indøvet vane....

Sebastian Leitners flashcards

Hvordan så med skolen og bevidst øvelse?  En måde er bevidstgøre det sværeste i prøvelæsningen er at bruge det, der også bliver kaldt flash-cards. Man kan gå online og finde flashcards- creators osv, men det bedste er selv at lave dem i i pap og papir.
På den ene side er et stikord eller en overskrift, på den anden side selve forklaringen.Men hvorfor i pap? Grunden ligger i måden at bruge dem til den bevidste øvelse. Man laver 3 æsker. Alle kort starter i kasse 1. De skal gås igennem hver dag. Hver gang man svarer rigtigt på et kort, går de videre til kasse 2, der gennemgås to gange i ugen, eller hver 3. dag. Svarer man rigtigt her, er det videre med kortet til kasse 3, som repeteres én gang i ugen. Men er det et forkert svar- har man glemt det, så er det tilbage med det, til kasse 1. På den måde bruger man største del af tiden på det man ikke kan, eller husker- men vedligeholder det resterende, allerede mestrede.
Sidder man i bussen kan man have en stak kort. De rigtige går i højre lomme, de forkerte bliver i bunken, hvis man har tid. Ellers kan man jo passende lægge dem i venstre lomme.

Sebastian Leitner foreslog det i 1970erne som en strategi  med  Hermann Ebbingshaus´s læringskurve i baghovedet. Den bliver ofte præsenteret som studiestrategi i form af repetetion idag, imorgen , om en uge , en måned og om et halvt år.  Men det direkte arbejde med kasserne kan være måden at indlære ,her og nu. Grunden til at man gør det, er for på den måde for at sikre at det fæstner sig....et eller andet sted i hukommelsen.

Stacking

En anden måde- og mere anvendt, men samtidigt tidkrævende er stacking, at stakke eller stable.

Der er to versioner. Den ene består i at læse materialet , først én gang, så to gange, tre gange osv. Når man til 10 gange, har man dermed gennemgået materialet 55 gange. Men også brugt en masse tid.

Den anden version er baseret på eksempler. Man læser materialet, får det gennemgået af en anden, laver et forsøg eller en model, prøver at finde en anden beskrivelse. Man kan også prøve selv at forklare det overfor en tålmodig lytter, spejlet eller et træ. Det er samtidigt en god øvelse til mundtlige prøver. På den måde stabler man eksempler, indtil man forstår og husker det. Så det er måske det sidste eksempel , der får en til at forstå sammenhængen, men det samlede arbejde med forskellige måde at se , høre og forstå ,der baner vejen for den endelige aha- oplevelse. Omfattende, men sat i forhold til Howard Gardners teorier om intelligenser eller læringstile, kan det være både sjovt og afvekslende.

De måder er både lavpraktiske og lette at gå til, men ikke videre elegante.

Hukommelsespaladset

I bogen Hannibal rising af Thomas Harris, får den unge Hannibal Lecter af vide af sin lærer, at hvis han vil huske alt, skal han bygge sig et hukommelsespalads. Det bruger han senere i sit fangenskab, hvor han trækker sig tilbage i tankerne og nyder en god vin,musik og diverse oplevelser på trods af spændetrøjen.

Hukommelsespaladset er baseret på en ældgammel måde kaldet Loci , som er en måde at konstruere sin hukommelse på, så man altid ved hvor man finder det huskede. Metoden kræver forarbejde, men bliver mere og mere effektiv, jo mere den bliver brugt, så den kræver en god fantasi og visualiseringsevne, som skal øves.

Den er især effektiv pga vores opfattelser af rummet vi bevæger os i. De fleste af os vil kunne bevæge os tilbage i tankerne til barndomshjemmet, kammeratens hjem eller et feriested, man er kommet meget. Stederne bruger man til associationerne, der repræsenterer den viden man ønsker gemt. Jo mere absurd og spændende, jo bedre bliver det forankret. Det kræver stadig repetion, men det er hurtigt at repetere og kan godt være ganske underholdende.

Hukommelseskunstneren Oddbjørn By fra Norge, har skrevet nogle let tilgængelige bøger på område,om metoden han kalder Memo- og senest har den amerikanske forfatter Joshua Foer skrevet Moonwalking with Einstein, omkring hvordan han blev hukommelsesmester på et år. Bogen er mere en personlig rejse, men meget fascinerende sammenholdt med hans Ted- seminarer på youtube.

Vi  kommer ind på denne metode i forhold til skole og museet som paladset i en senere blog. Og går skridtet videre fra blot at  huske en indkøbsliste til at kunne jonglere regulær viden.