Hvorfor og hvordan, bruges emnekasser i undervisningen

Hvorfor Emnekasser

Emne kasser løser nok det største problem, der ofte kan forhindre at en skole hyppigt kan komme på museumsbesøg. Logistikken. Med emnekasserne, kommer museet til skolen, og skolen kan selv vælge hvordan der skal arbejdes med artefakterne.
Emnekasser er en god måde at åbne op for et nyt emne. Tingene i en emnekasse er som regel af fysisk karakter, og dermed noget eleven kan tage op i hånden og bruge mange sanser på at undersøge. Undersøgelsen af en emnekasse, gør at eleven vil stille (sig selv) en masse spørgsmål, og nysgerrigheden vækkes. Emnekasser har også et fællesskabsskabende effekt, idet mange elever vil få de samme oplevelser på samme tid. I de fleste emnekasser som man kan låne af museer og fra CFU, er der forslag til aktiviteter, men mange gange opstår aktiviteterne af sig selv.
Emnekasser er ikke kun relateret til historiske emner, der findes også emnekasser som relaterer sig til sprog og matematik.
For at emnekasser skal kunne virke, skal kassen være identitetsskabende. F.eks. så er de tryllesæt som er rettet imod børn identitetsskabende ved, at når børn leger og eksperimenterer med remedierne ser de sig selv som tryllekunstner. På samme måde kan forskellige typer af emnekasser skabe en identitet:
Ved kasser med historiske remedier, kan eleven identificere sig selv ind i historien. Udfordres fantasien, kan man i legen forstille sig livet og livets forudsætninger i en given periode. På samme måde er det i kasser med kulturelle remedier, her får eleven muligheden for at placere sig selv i en fremmed kultur, i legen med autentiske artefakter.
Remedierne i sproglige og naturfaglige emnekasser, åbner op for perspektiveringen af tør faglig stof til virkelighedens verden. Det giver eleverne en forståelse for teorierne, som de kan drage glæde af i situationer hvor faglig viden skal findes frem til både teoretiske og praktiske opgaver. Samtidig vil arbejdet med kasserne, hjælpe eleverne til at sætte ord på deres tilegnede kundskaber.

Hvordan Emnekasser

Mange museer udbyder emnekasse, specielt lavet til skolebrug. Man skal dog lige undersøge, om museet også låner deres kasser ud til skoler, som ligger udenfor deres eget lokale opland, fordi museerne ser emnekasserne som forberedelse til et museumsbesøg fra skolen. De kasser som museerne udbyder, er som regel møntet til undervisning i historiske, samfundsmæssige og kulturelle emner. Men med lidt fantasi, så vil de kunne bruges meget mere tværfaglig.
CFU (Center For Undervisningsmidler) har også taget emnekasserne til sig, og ved at granske lidt i deres materiale, er det muligt at finde kasser til næsten enhver situation og fag.
Men lærerne kan også lave emnekasserne selv. Hen over en lang lærergerning kan der samles kasser sammen til enhver emne og fag. Man kan, når man tager fat på et nyt emne, f.eks. i matematik, lave en kasse, hvor alle opgave og kopiark er organiseret til pågældende emne, og hver gang man støder på en fysisk genstand som relatere til emnet, ligges det i kassen. I kassen med Pythagoras, der kan med fordel ligge en tommestok. Den er bygget fysisk op på sådan en måde, at den kan gå ind og bevise Pythagoras. En tommestok er bygget op af 12 led, og ved at dele tommestokken op i henholdsvis 3, 4 og 5 led, og samle dem, får man en retvinklet trekant. Hvordan hænger det sammen med teorien, og skal man virkelig bruge Pythagoras hvis man er håndværker? Det er nogle af de spørgsmål som vil dukke op, når eleverne for lov til at lege med tommestokken, og mange af eleverne kan i fantasien se sig selv bruge Pythagoras i virkeligheden.

Hvorfor bruge museer i undervisningen

Boglige færdigheder er ej blot til akademisk forberedelse, men også til personlig dannelse. De senere års teknologiske udvikling, har gjort det lærte stof umiddelbart kan virke ligegyldigt. Populært sagt, det stof som en 9. klasses elev skal kunne, det kan en ganske almindelig smartphone også. I og med at telefonen allerede kan det, hvorfor skal eleven ikke alene lære stoffet, men også huske stoffet. En anden konsekvens af den teknologiske udvikling, er at det lærte stof ikke bliver perspektiveret ind i elevens egen hverdag. Børn, mangler ofte det direkte møde med den tillærte viden i hverdagen, hverken i køkkenet, eller i værkstedet.
Langt de fleste pædagogiske tænkere, lige fra Chistian Kold over Vygotsky til Howard Gardner, har pointeret vigtigheden i at for, at eleven skal kunne forstå og lære et akademisk emne, så er det vigtigt at eleven kan se sig selv i brugen. Og vi lærere må ikke gøre lige som læreren i Ole Lund Kirkegårds ”Gummi Tarzan”, hvor ”Gummi Tarzan” spørger læreren, hvorfor han i grunden skal lære at læse, hvorpå Læreren svarer ”Det er fordi det står i loven”. Det svar er der ingen der kan bruge til noget, heller ikke med samtidens fokusering på akademisk uddannelse.
Da verdenen i dag ser lidt anderledes ud, end blot for få år siden, er perspektiveringen i undervisningen vigtigere end nogen siden før. Og perspektiveringen bør ligge højest på lærerens prioriterings liste, når et emne skal forberedes. Vi skal altid være i stand til at forklare og undervise ud fra det simple lille spørgsmål -hvorfor?.

Museumsbrug
Hele landet er spækket med spændende og dygtige museer. Og de er gode til i hvert fald én ting – Formidling. De ligger inde med en viden som de brænder for at komme ud med. Den entusiasme skal vi selvfølgelig bruge i undervisningssammenhæng. Nu er der måske en enkelt eller to, der siger -Jamen det som museet kan tilbyde, er for snævert til at det giver mening i forhold til fællesmål. Men her er det os lærere der skal definere, hvordan besøget kan vendes og drejes til at give mening.
Museer er ikke kun aktuel i kulturel og samfundsfaglige sammenhænge, man kan faktisk dreje mange fag ned omkring et museumsbesøg. F.eks. i matematik, kan det være en fordel at møde en rekonstruktion af historien, for her kan man få nogle diskussioner i gang om hvad det var for en type matematik og teknologi, man var nødt til at mestre som bygherrer, og hvordan kunne den viden bruges rent konkret i den rekonstruerede tid.

Museumsdidaktik
De metoder som museerne bruger i deres formidling, kan i mange sammenhænge også give god mening i den ”almindelige” klasse undervisning. Èn af de mere specielle jeg kan komme i tanke om er den abstrakte samtale ”billed detektiv” som er udarbejdet af den fremragende kunstpædagog Ole Lambertsen, fra Brandts klædefabrik i Odense. Øvelsen går i sin enkelthed ud på at en ”seende” elev skal forklare en ”blind” elev, hvordan en givent billede ser ud. Umiddelbart er den færdighed som trænes ikke foreneligt med så mange andre fag end billedkunst. Men det der bliver trænet handler ikke kun om kunst, men også en evne som kan bruges direkte i et fag som matematik. Det handler om at kunne sætte ord på det abstrakte.