Nu er det jo snart prøvetid. I år mere koncentreret end man måske har prøvet før. Så derfor går vi direkte til hukommelses strategierne, de lettest tilgængelige ihvertfald.
Første råd er: Hav gode og tilgængelige noter. Det er alfa og omega, for at bladre frem og tilbage i en bog er langtfra optimalt. Samtidigt skal stoffet være forstået. Eventuelt snak sammen med andre i samme båd og del jer om notearbejdet, så man laver hver sin del og samler det til et notekompendie. Stadig forudsat at man forstår ,hvad man læser( evt supleret af små forklarende noter ved svært stof). Samtidigt er det faktisk en fordel at skifte øverum under indlæringen, da man på den måde ikke "binder" det indlærte til ét sted, en form for betingning. Så besøg hinanden- og gør jer bekendt med eksamenslokalet.
Da dette er et speciale, kommer der også lige referencer til kilder og videre læsning løbende.
Den første er K. Anders Ericsson, en svensk forsker, der blandt andet er ophavsmand til "ekspert-reglen" eller " De 10.000 timer". Kort fortalt handler hans arbejde omkring eksperter om, at dem der øver sig mest, med det som de finder sværest, kommer længst. De 10.000 timer refererer til, hvad der skal til for at blive en solo- musiker i front af et orkester, som modsat måske havde 8.000 tilsvarende timer. Altså dygtige mennesker, men med et timeantal øvelse til forskel.Samtidigt var der tale om unge musikere, som nåede det niveau først i tyverne. Hans forslag til forskellen på en ekspert og andre, var bevidstheden om træningen, den bevidste øvelse. Man tager fat i det sværeste og øver det igen og igen.Modellen er den samme om det er sport, musik eller andet. Lyder logisk, men man har en tendens til at ville øve det, der er lettest. Succes er en hårdt indøvet vane....
Sebastian Leitners flashcards
Hvordan så med skolen og bevidst øvelse? En måde er bevidstgøre det sværeste i prøvelæsningen er at bruge det, der også bliver kaldt flash-cards. Man kan gå online og finde flashcards- creators osv, men det bedste er selv at lave dem i i pap og papir.På den ene side er et stikord eller en overskrift, på den anden side selve forklaringen.Men hvorfor i pap? Grunden ligger i måden at bruge dem til den bevidste øvelse. Man laver 3 æsker. Alle kort starter i kasse 1. De skal gås igennem hver dag. Hver gang man svarer rigtigt på et kort, går de videre til kasse 2, der gennemgås to gange i ugen, eller hver 3. dag. Svarer man rigtigt her, er det videre med kortet til kasse 3, som repeteres én gang i ugen. Men er det et forkert svar- har man glemt det, så er det tilbage med det, til kasse 1. På den måde bruger man største del af tiden på det man ikke kan, eller husker- men vedligeholder det resterende, allerede mestrede.
Sidder man i bussen kan man have en stak kort. De rigtige går i højre lomme, de forkerte bliver i bunken, hvis man har tid. Ellers kan man jo passende lægge dem i venstre lomme.
Sebastian Leitner foreslog det i 1970erne som en strategi med Hermann Ebbingshaus´s læringskurve i baghovedet. Den bliver ofte præsenteret som studiestrategi i form af repetetion idag, imorgen , om en uge , en måned og om et halvt år. Men det direkte arbejde med kasserne kan være måden at indlære ,her og nu. Grunden til at man gør det, er for på den måde for at sikre at det fæstner sig....et eller andet sted i hukommelsen.
Stacking
En anden måde- og mere anvendt, men samtidigt tidkrævende er stacking, at stakke eller stable.
Der er to versioner. Den ene består i at læse materialet , først én gang, så to gange, tre gange osv. Når man til 10 gange, har man dermed gennemgået materialet 55 gange. Men også brugt en masse tid.
Den anden version er baseret på eksempler. Man læser materialet, får det gennemgået af en anden, laver et forsøg eller en model, prøver at finde en anden beskrivelse. Man kan også prøve selv at forklare det overfor en tålmodig lytter, spejlet eller et træ. Det er samtidigt en god øvelse til mundtlige prøver. På den måde stabler man eksempler, indtil man forstår og husker det. Så det er måske det sidste eksempel , der får en til at forstå sammenhængen, men det samlede arbejde med forskellige måde at se , høre og forstå ,der baner vejen for den endelige aha- oplevelse. Omfattende, men sat i forhold til Howard Gardners teorier om intelligenser eller læringstile, kan det være både sjovt og afvekslende.
De måder er både lavpraktiske og lette at gå til, men ikke videre elegante.
Hukommelsespaladset
I bogen Hannibal rising af Thomas Harris, får den unge Hannibal Lecter af vide af sin lærer, at hvis han vil huske alt, skal han bygge sig et hukommelsespalads. Det bruger han senere i sit fangenskab, hvor han trækker sig tilbage i tankerne og nyder en god vin,musik og diverse oplevelser på trods af spændetrøjen.
Hukommelsespaladset er baseret på en ældgammel måde kaldet Loci , som er en måde at konstruere sin hukommelse på, så man altid ved hvor man finder det huskede. Metoden kræver forarbejde, men bliver mere og mere effektiv, jo mere den bliver brugt, så den kræver en god fantasi og visualiseringsevne, som skal øves.
Den er især effektiv pga vores opfattelser af rummet vi bevæger os i. De fleste af os vil kunne bevæge os tilbage i tankerne til barndomshjemmet, kammeratens hjem eller et feriested, man er kommet meget. Stederne bruger man til associationerne, der repræsenterer den viden man ønsker gemt. Jo mere absurd og spændende, jo bedre bliver det forankret. Det kræver stadig repetion, men det er hurtigt at repetere og kan godt være ganske underholdende.
Hukommelseskunstneren Oddbjørn By fra Norge, har skrevet nogle let tilgængelige bøger på område,om metoden han kalder Memo- og senest har den amerikanske forfatter Joshua Foer skrevet Moonwalking with Einstein, omkring hvordan han blev hukommelsesmester på et år. Bogen er mere en personlig rejse, men meget fascinerende sammenholdt med hans Ted- seminarer på youtube.
Vi kommer ind på denne metode i forhold til skole og museet som paladset i en senere blog. Og går skridtet videre fra blot at huske en indkøbsliste til at kunne jonglere regulær viden.
